WindPowered.dk



- Fremstiller boards til brug på vand - Surfboards, i alle afskygninger.

Vi reparerer knækkede, delaminerede, punkterede, ridsede og på andre måder skadede surfboards og kiteboards.

Vi kan fremstille mindre emner i forskelligt laminat og lave stort set hvilken som helst facon i Flamingo® og beklæde den med laminat.

Vi er stærke på enkeltstyks området og har stor viden og erfaring indenfor laminering med epoxy.

Vi har adgang til leverandører af specielle fibrer, epoxier og celleplast (skum).

Vi har kort tid fra idé til færdig prototype idet der ikke er en stor produktion der skal omstilles.

Al formgivning og laminering foregår i hånden.



Bag WindPowered.dk står:



Mig, Axel Nielsen. 32 år og passioneret kitesurfer gennem de sidste 6 år.
Jeg har gennem mere end 10 år arbejdet med at reparere, ombygge og vedligeholde lystbåde i virksomheden Kalundborg Bådebyggeri & Marineservice ApS.

Jeg har længe arbejdet på at få forhold til at gøre noget mere ud af min passion omkring at bygge surfboards. Med køb af ejendom sidste år, med 30m2 værksted i kælderen er dén del nu ved at være på plads.
Jeg er stadig i gang med at indrette shaperrum - Men efterhånden kommer der flere surfboards ud af værkstedet, end byggeaffald.

Jeg er meget inspireret af det helt simple - Således ville jeg helst bare surfe bølger med et board. Det kan imidlertid være svært at finde mange dage med forhold til dét.
Kiten er en enorm udvidelse af mulighederne - Jeg kan pludselig udnytte selv ganske små bølger, og jeg kan sejle langt efter dem.

Jeg er gammel sejler, har boet på min egen båd i 5 år - Dén del er fuldt ud erstattet af lange ture på cruiseboard - Jeg kommer meget hurtigere frem og jeg har naturen helt tæt på hele tiden.
Samtidig passer dén form for fritidsfornøjelse meget bedre ind i en travl hverdag med kone, 2 børn, hus, virksomhed og arbejde - Også rent økonomisk. Udstyret koster en brøkdel af en båd og der er ikke havneplads og vinteropbevaring at tænke på. Jeg kan komme på vandet på under 20 minutter og efter 2 timer har jeg sejlet 30-40km.
Om sommeren er familien med på stranden - Så kan ungerne lege med fars surfboard - Og grillen kommer i aktion hen under aften. Dét er en stensikker opskrift på en god dag.

Med WindPowered.dk er mit ønske at dele ud af de glæder der findes i alle former for surfing der kan dyrkes langs de danske kyster.

Jeg vil slutte af med en enkelt advarsel: Er du først blevet surfer, så kan du ikke holde op igen!

Solnedgang, Sejerøbugten
At surfe er at få omgivelserne ind i sjælen - Uden filter...